Rundt i Europa havde motortogene  i slutningen af 1920'erne udviklet sig så meget at man så det som en mulig afløser for dampdriften. I Tyskland var man således i begyndelsen af 1930'erne i gang med et hurtigtog "Fliegende Hamburger". Togsættet blev afprøvet i januar 1933, og gennemsnitshastigheden mellem Berlin og Hamburg var 120 km/t. Danmark var også med i den udvikling, vi havde allerede bygget Litra MP, og med erfaringer fra den byggede man  Litra MO.  Med disse erfaringer og bygningen af Lillebæltsbroen så  bestilte DSB 4 stk. "Lyntog" som skulle bringe rejsetiden ned så man kunne køre fra Århus til København på 4½ time, en reduktion af rejsetiden på 34 % eller 2 timer og 43 minutter.  Toget  skulle bestå af to motorvogne og en mellemvogn, og  de to dieselmotorer var som på Litra MO  placeret på en maskinbogie i hver ende af taget. To år senere i 1937 fik DSB leveret endnu 4 sæt lyntog, men denne gang bestod toget af to motorvogne og to mellemvogne. De sidste 3 sæt blev udrangeret i 1973.

2. generation af lyntoget blev et tysk produceret dieselhydraulisk motortog bygget i Nürnberg.  Toget var bygget efter  det tyske TEE tog som var gennemprøvet, var driftsikkert, bekvemmeligt og havde en god komfort.  Tanken var at togene skulle køre over landegrænserne i de europæiske TEE lande, hvilket kun blev ved tanken. Toget havde en tophastighed på 160 km/t og på en prøvetur  satte toget   en tophastighed på 180 km/t. Der var stor begejstring i starten for toget, men senere viste en del problemer sig, og  der gik næsten et år inden DSB's teknikere havde afhjulpet fejl og mangler. DSB anskaffede sig 11 motorvogne, 10 styrevogne, 21 mellemvogne til 1. og 2. Klasse. De nye lyntog kunne således sammensættes meget varieret, men var som reglen sammensat som to firevognstog.

I årene 1983 og 1984 gennemgik MA lyntogene en  gennemgribende renovering. Indvendigt blev  samtlige møbler skiftet til nyt stof i blå og røde farver. Udvendigt en helt ny bemaling sølvgrå, og motorvognene fik på siderne store røde bogstaver DSB. Lyntogene blev kaldt "Sølvpilen" og de mere ondskabsfulde "Staniolekspressen".